Der er et yn-digt land,
det står med bre-de bø-ge
nær sal-ten ø-ster-strand,
nær sal-ten ø-ster-strand,
det bug-ter sig i bak-ke, dal,
det hed-der gam-le Dan-mark,
og det er Fre-jas sal,
og det er Fre-jas sal.

Der sad i for-dums tid
de har-nisk-klæd-te kæmp-er,
ud-vi-le-de fra strid,
ud-vi-le-de fra strid.
Så drog de frem til fjen-ders mén,
nu hvi-ler de-res be-ne
bag hø-jens bau-ta-sten,
bag hø-jens bau-ta-sten.

Det land end-nu er skønt,
thi blå sig sø-en bæl-ter,
og lø-vet står sa grønt,
og lø-vet står sa grønt.
Og æd-le kvin-der, skøn-ne møer,
og mænd og ras-ke sven-de
be-bo de dan-skes øer,
be-bo de dan-skes øer.

Vort sprog er stærkt og blødt,
vor tro er ren og lut-ret,
og mo-det er ej dødt,
og mo-det er ej dødt.
Vort gam-le Dan-mark skal be-stå,
så læn-ge bø-gen spej-ler
sin top i bøl-gen blå,
sin top i bøl-gen blå.