I Danmark er jeg født,
der har jeg hjem-me,
der har jeg rod,
der-fra min ver-den går,
du dan-ske sprog,
du er min mo-ders stem-me,
så sødt vel-sig-net du mit hjer-te når.

Du dan-ske, friske strand,
hvor old-tids kæm-pe-gra-ve står
mel-lem æb-le-gård og hum-le-ha-ve,
dig el-sker jeg,
dig el-sker jeg!
Danmark, mit fæd-re-land!

Hvor re-der som-me-ren
vel blom-ster-sen-gen,
mer rigt end her,
ned til den åb-ne strand?
Hvor står fuld-må-nen
o-ver klø-ver-en-gen
så dej-ligt som i bø-gens fåd-re-land!

Du dan-ske, friske strand,
hvor Dan-ne-bro-gen vaj-er,
Gud gav os den,
Gud giv den bed-ste sej-er,
dig el-sker jeg,
dig el-sker jeg!
Danmark, mit fæd-re-land!

En gang du her-re var
i he-le nor-den,
bød o-ver Eng-land,
nu du kal-des svag,
et lil-le land,
og dog så vidt om jor-den
end hø-res da-skens sang og mej-sel-slag.

Du dan-ske, friske strand,
plov-jer-net guld-horn fin-der,
Gud gav dig frem-tid,
som han gav dig min-der,
dig el-sker jeg,
dig el-sker jeg!
Danmark, mit fæd-re-land!

Du land, hvor jeg blev født,
hvor jeg har hjem-me,
hvor jeg har rod,
hvor-fra min ver-den går,
hvor spro-get er min mo-ders blø-de ste-me,
og som en sød mu-sik mit hjer-te når:

Du dan-ske, friske strand,
med vil-de sva-ners re-de,
I grøn-ne øer,
mit hjer-tes hjem her-ne-de,
dig el-sker jeg,
dig el-sker jeg!
Danmark, mit fæd-re-land!